En af mange historier...

Travian US/DK

Travian a game where u meet folks, maybe even get online friends. A game much like Evony.com
Underneath u can read a story from the game of Travian.dk, server 5.


Travian er et spil (krigsspil) hvor du finder andre danskere (på de danske servere), måske endda online venner. Et spil meget lig Evony.com
Her under kan du læse nogle af de historier jeg har skrevet i det travianske forum, fra alliancen KRO, på server 5.
HUSK at i denne verden er fra den gang der ikke fandtes andre skydevåben end ballistaer og katapulter. Gallere/ Germanere og Romere sloges indbyrdes mellem alliancerne.

Natarer i det Travianske rige

De onde Natarer...

Der var engang...Se sådan starter et rigtigt eventyr. Men dette er ikke kun et eventyr for germanerne og gallerne har det været den rene ondskab.
Se inden de natariske hære blev brudt op, tog de både germanske og gallerske mænd og kvinder som slaver. Det var en tid for ondskab, men også noget vidunderligt sprang frem fra de natariske byer.
Vidunderer ikke set mage til i hele det travianske land.
En hvid due kvidrede og sagde at de natariske tropper er kommet tilbage for at blive.
De har den onde spydmand som med lange spyd spidder deres fjender. Den spidspanseret kriger som med sine spidser på rustningen for en hver til at blive flået op. De har natargarden som ligeledes er en fodtudse med krigeriske hensigter. Deres spioner, jagtfalkene der scouter omkring de natariske byer og oaser. Økserytteren som kaster sine økser mod modstanderen, alt i mens han ridder på sin Krigselefant.
Krigselefanten bruges også som deres rambuk med rimelig god effekt.
Har i nogen sinde set en elefant som rambuk? Ja, jeg spørger bare. Ballistaen er ej heller til at spøge med, dens lange spyd penetrere nemt både den gallerske, germanske og den romerske rustning.
Den natariske kejser som troner op over landet på en af de mange vidundere der nu findes i det travianske land. Og sidst men ikke mindst har de deres bosættere som vandre blandt vores hære og bosætter sig langt fra os alle.
Disse vidundere skal man lede langt efter, og deres byggeplaner også. Kun de stærkeste krigere i Travian vil kunne hamle op med dette folk. Som en gang for længe siden, da de tog mange af os som slaver.
Pas på i fremtiden når det brave folk fra KRO drager ud i det travianske rige. Vi skal huske at kigge efter den natariske Jagtfalk som flyver på markerne, alt i mens jeg fortæller denne lille historie. Kig efter den natariske kejser, som troner op over alle de andre på denne verdens vidundere. Pas på at natargarden og den spidspanseret kriger ikke kommer i mellem jeres hære, da de ikke er til at spøge med.

Her i det travianske slutspil gælder alle kneb. Pas på!!!
Det natariske folk er ikke kun ude efter at gøre os til slaver igen... De vil have deres vidundere for dem selv.

Et digt om de natariske tropper

Den Natariske Hær...

Spydmanden
med sit lange spyd,
Kæmper som bravt på jorden.
Selvom månen står klart på himlen,
Høster vores bønder vores koórn.

Den spidspanseret kriger,
Som er fodtudsernes magt,
Pas på han ikke flår dig op,
Husk altid at være på vagt.

Natargarden som de nu engang hedder,
Står stadig på vores jord,
Han spidder dine heste og malker dine børn,
Selv når de kalder på deres mor.

Jagtfalken flyver hid og did,
Om der er sol, måne eller stjerner,
Den spionere her, der og alle vegne,
Men er ikke medlem af de natariske kerner.

Økserytteren på hans ged,
Hvirvler med hans våben,
Selv når fjenderne bliver ved,
Taber han ej kåben.

Den ædle rytter vi alle må hade,
Natarrytteren på hans hest,
Han løber rundt her omkring,
Han tror nemlig at han er bedst.

Krigselefanten der tuder fælt,
I det horn man hører gjalde,
Nu det tid at tage de unge ind,
Ellers giver mor dem bare en "balle".

Ballistaen med det store spyd,
Kan flække hver en mur,
Nu hvor det natariske folk er kommet,
Er det dem der står for tur.

En natarisk kejser ser ned,
På den travianske jord,
Han kigger hånligt på vores små hære,
Mens man i det fjerne kan høre Kroens kor.

En bosætter er vel som os andre,
Med en byggeplan i det kongelige skatkammer,
Han ser til mens mennesket prøver,
At stå distancen og hører vores skrig og jammer.

Dette er den natariske hær,
I hele dens pragt den kommer nær.
Den tramper i vores travianske rige,
Nu har jeg vist ikke mere at sige.

De natariske vidundere m.m.

Her følger en historie om de natariske vidundere og livet i KROens alliance/guild.

De natariske vidundere...

Kapitel 1: De Natariske Vidundere...
Kapitel 2: En ung gallerkvinde vokser op...
Kapitel 3: Drømmen
Kapitel 4: Det natariske fald
Kapitel 5: Det romerske rige
Kapitel 6: Krigen starter
Kapitel 7: Kroen opstår
Kapitel 8: Krogæster og medlemmer
Kapitel 9: Det KROske folk
Kapitel 10: Natarrene kommer igen


Kapitel 1: De Natariske Vidundere...


Den kolde vind piskede ind af det åbne vindue. Hun lå og lyttede til bålets sagte knitren mens de sorte skyer bredte sig over himlen som en steppebrand midt i den travianske tørke. Et sagte skrig ude i den mørke og barske nat kom fra den natariske Jagtfalk som flakkede rundt over dens skatkammer. Hun trak tæppet op over hovedet og faldt i en dyb men ikke drømmeløs søvn.

Pludselig vågnede hun. Det var mørkt omkring hende. Bålet måtte være gået ud. Da hendes øjne havde vænnet sig til mørket i den gallerske hytte, fornemmede hun at der var skikkelser omkring hende. Hun rakte hånden ned under briksen til sit sværd, men der var intet at finde.
Døren sprang op og ind kom en mandlig skikkelse iført en uhyggelig og spidstakket armor. I skæret fra det bål der var udenfor kunne hun nu se flere af landsbyboerne også var kommet ud i denne grumme nat. Hun sprang op men blev tvunget i knæ af den grumme kriger. Hendes forældre lå livløse på gulvet. Nu så hun at der var en rød pøl af deres blod omkring dem...
Hun skreg...
"Der er ingen der kan redde dig nu": sagde en mørk skikkelse fra det ene hjørne af rummet. Hun blev hevet på benene, med hænderne bundet på ryggen. Da hun blev skubbet ud af døren kunne hun se at det meste af landsbyen var sat i flammer. Flere landsbyboere lå døde af de natariske sværds gennemboringer.
En lang kæde blev spændt fast til hendes hals, derefter blev hun sammen med andre fra hendes landsby trukket ud af porten.
I flere timer gik de, små-luntende afsted mod en uvis fremtid. Da morgenen skred fremad og solen kom frem over horisonten så hun et kæmpe mæssigt byggeprojekt. Denne bygning kunne kun være en af de mange natariske vidundere. Hendes lænke om halsen blev erstattet med en lænke om benet.
Hun blev ført ind i en grotte, sepereret fra hendes landsmænd. Hun kunne se dyr hun aldrig havde set mage til trække store sten afsted over den travianske grund. Dyret havde store flade ører, Den havde 2 tænder en på hver side, spidse nok til at kunne gennembore et menneske og dele ham eller hende i 2. Dyret havde også en lang snabel som den brugte til at bære træstammer med. Der sad en natarisk kriger oppe på dens ryg godt 2-3 galler-højde over jorden.
Dyret udgav en lyd fra sig en gang i mellem. Det lød som et tågehorn med fuld udblæsning.
Nu så hun flere af hendes landsmænd blive pisket til at arbejde for natarene, inden hun blev ført ind i en mørk og klam grotte.

Stanken af død var overbærende. Den natariske kriger gav hende en hakke og pegede på jorden, mens han sagde et eller andet hun ikke forstod. Da hendes øjne atter havde vænnet sig til mørket kunne hun se flere kvinder, der stod og hakkede i jorden. Efterhånden som de fik hakket jorden løs, blev den gravet op af andre galler og et andet folkefærd, som hun senere fand ud af blev kaldt germanere. Da hullet i jorden var ca. en galler-højde dyb blev de døde smidt ned i hullet.
I mange timer hakkede hun i den golde jord. Da mørket sænkede sig over den natariske dal, blev hun sammen med de andre ført ind i en anden grotte. Stuvet sammen stod eller sad der mange fra andre byer. Der blev åbnet en lem i loftet til grotten og en mørk og klæbrig væske blev hældt ned over dem.
Nogle skreg...Andre græd.
Hun fandt et hjørne i grotten og satte sig udmattet ned efter dagens strabadser. Hun faldt i søvn, men drømmen om mægtige krigere kom igen.

Hun vågnede brat da en spand med koldt vand blev hældt ned over hende. En stor natarisk kriger skreg hende ind i hovedet og kommanderede hende op at stå. Igen blev hun ført ned til grotten for at begrave de døde.

Dagene gik og det natariske vidunder blev større og større. Hun havde nok begravet flere 1000 af hendes landsmænd. Maden stod på koldt vand og tørt brød. Ikke det brød hun var vant til men et med masser af kerner og rodfrugter i.

Hendes drømme blev stærkere og mere klarsynede som dagene gik.



Kapitel 2: En ung gallerkvinde vokser op...


For meget lang tid siden i det gamle Galien var der et par bønder og jagere der drog ud i den vide verden på nye eventyr. De travede i mange dage og nætter. En aften hvor de havde sat camp op i nærheden af en skov kom en meget gammel mand forbi dem og spurgte om ikke de gav ly for natten. De gav den gamle noget at spise og drikke, for det havde de rigeligt af, efter at en af jagerne havde nedfældet et vildsvin og de var kun 2 kvinder og 2 mænd i partiet. Dagen efter spurgte de den gamle om han ville rejse med dem, selvom det ville blive lidt trangt på vognen. Det ville han gerne.

Da de havde travet i 5 somre og 5 vintre kom de til et frodigt og underskønt landskab fyldt med bjerge, skove, bakker og dale. De travede ind i dette vidunderlige landskab og da sommeren kom slog de sig ned. De begyndte at fælde træer til bygningerne. De gravede ler op fra undergrunden som kvinderne bagte i ovnen og lavede dem til sten. Så bygningerne kunne stå bedre, hvis der nu blev uvejr. De malkede mælken fra køerne på marken og såede det korn de havde brag med hjemmefra så de kunne lave brød. De byggede et hus til den gamle mand og et hus til hvert af parrene.

Året efter kom der 6 galler-par forbi, også de flyttede ind i den lille landsby. Da de havde travet så langt fra det gamle Galien, valgte de at kalde deres land Travian. 2 af de 6 gallerpar der var kommet til byen, drog videre ind i det travianske rige for at bosætte sig længere inde.

Nogle år efter fik det første par som var kommet med den gamle mand en lille datter. Hende kaldte de for Charleston. Byen kaldte de Charlotville. Charleston var meget interesseret i naturen og dyrene omkring hende. Hun brugte også meget tid med den gamle mand. Han fortalte hende en dag at han var troldmand og kunne lave en trylledrik så byen hurtigere kunne vokse. Charleston blev meget interesseret og begyndte at hente de ting han skulle bruge til hans trylledrik.
Ved daggry hentede hun dugfriske edderkoppespind. Forskellige rodfrugter og nælder, selvom hun brændte fingrene når hun tog nælderne. Når det skete havde troldmanden en sur, gullig salve som han smurte på og pist væk var smerterne fra de brændende nælder. Troldmanden sluttede ”suppen” af med at tilsætte 5 skefulde diamant støv samt noget klæbrigt og mørkerødt pulver.

Men de var ikke alene i den gamles hus. Oppe under taget havde drengen Andro, sneget sig ind og gemt sig med hans rebstige. Da den gamle sagde at drikken var færdig og både Charleston og den gamle havde forladt hytten, smed Andro sin rebstige ned og skulle til at kravle ned af den. Men i farten havde han glemt at binde rebstigen fast til en af svælderne og faldt pladask ned i suppen. Hylende kom han ud drivende våd, med et par nælder hængende ud af blusen. Den gamle mand blev rasende og fortalte at det ikke var legetøj at drikke så meget som Andro nok havde gjort da han var faldet i gryden.
Andro og hans forældre besluttede at bosætte sig længere inde i det travianske rige. Andro sagde farvel til Charleston og undskyldte mange gange. Men han var jo en nysgerrig rad. Men en ting var der da sket da han faldt ned i gryden og slugte en masse af den klæbrige drik. Han havde fået to mærklig udseende venner. Den ene kaldte sig for Bob. Bob ville overtage verden. Problemet var bare det at det kun var Andro der kunne se Bob. Men Bob havde også en veninde, som hed Misse. Her var så det store problem. Misse ville også overtage verden og det kunne Andro kun se problemer og masser af ballade med. Så han fandt hurtig ud af hvordan han kunne holde dem i skak. Mens han øvede sig med sværd og økse i de store skove, der hvor hans forældre havde bosat sig.

Tilbage i Charlotville.
Charleston var blevet meget fixeret på naturen omkring den lille by. Hun begyndte at øve sig i at kæmpe med de andre drenge i byen. Først med kæppe, senere med træsværd og i hendes tidlige teenageår fik hun et rigtigt sværd af den gamle mand, som nu lå for døden. Der ud over gav han hende en bue lavet i piletræ og 20 pile. Han havde tidligere vist hende hvordan hun selv skulle lave disse redskaber.

En tidlig morgen drog hun sammen med hendes far ud for at jagte de kendte vildsvin. Måske ville de nedslagte en af de farlige tigere som var begyndt at dukke op, når ikke de stædige æsler spærrede vejen for landsbyens vogne, som kørte pendulfart mellem de efterhånden mange byer i det travianske rige. De vandrede gennem den store skov uden at ramme på et eneste dyr. Da de havde vandret det meste af dagen kom de til en mere eller mindre ødelagt vej. I jorden var der spor efter et eller andet dyr. Ingen af dem havde set disse spor før, derfor besluttede de sig at følge sporet gennem den efterhånden tætbevoksede skov. De kunne se træer der var revet op med roden andre var knækket midt over. Med bange anelser over hvad der kunne have lavet sådan en ravage i den store skov fulgte de sporet...

Det var først sidst på aftenen at de kom til skovgrynet og de kunne se en landsby i flammer et par marker fremme. De lagde sig i skjul for dette måtte da være en grum fjende. Markerne var trampet næsten flade og underlige sorte og tunge skyer hang henover landsbyen. Selv månens skarpe skær trængte ikke gennem skyerne. Pludselig hørte de et hjerteskærende horn som skar sig ind i marv og ben. De kunne hører skrig og råben. Charleston trak sit sværd og skulle lige til at brave ud af deres skjul, men hendes far fik hende dæmpet ned og fortalte hende at der nok ikke var noget de kunne gøre alligevel. Da natten sænkede sig over dem drog hendes far afsted mod byen i ly af mørket. Han havde ikke været væk længe da han kom løbende ud med rædsel i hans øjne. Han skreg til Charleston at de skulle hjem og det var NU.
Charleston gjorde som der blev sagt og de småluntede det meste af natten. Flere gange måtte hun løbe alt hvad hun kunne for at komme op til hendes far. Først hen af morgenstunden tæt ved en lille bæk gjorde han holdt. Han gik ned i bækken og vaskede hans tøj af for blod og sod. Han fortalte Charleston at hun skulle lægge sig til at sove. Derefter gik han selv omkuld.
Men Charleston kunne da ikke sove. Ikke nu.
Hun undrede sig over det der var sket i løbet af natten.
Hvad var det for nogle fodspor de havde fulgt?
Hvilket dyr kunne have rævet hele træer op med roden?
Hvilket dyr kunne have knækket fuldt voksede træer som var det pindebrænde?
Hvad var det for et horn de havde hørt om natten?
Hvad havde hendes far set som var så rædselsvækkende at han ikke kunne snakke med hende om det?

Spørgsmålene hvirvlede rundt i hovedet mens hun lå der og prøvede på at sove. Hun blev vækket fra en meget mærklig drøm sent på eftermiddagen. De sidste timer inden de kom hjem til Charlotville, var hendes far meget mut. Han bad Charleston om ikke at fortælle nogen om det de havde set, heller ikke hendes bedste veninder og venner. Det lovede hun. Sommeren blev til vinter og den koldeste af dem de havde haft i lang tid.

Den kolde vind piskede ind af det åbne vindue. Hun lå og lyttede til bålets sagte knitren mens de sorte skyer bredte sig over himlen som en steppebrand midt i den travianske tørke. Et sagte skrig ude i den mørke og barske nat kom fra den natariske Jagtfalk som flakkede rundt over dens skatkammer. Hun trak tæppet op over hovedet og faldt i en dyb men ikke drømmeløs søvn. Det var den samme drøm som kom igen og igen. Lidet anet om at drømmen skulle komme i opfyldelse nogle år senere...


Kapitel 3: Drømmen

Charleston lagde sig ned i det fyldte lokale efter en hård dag med at begrave døde mennesker. Stanken af død var efterhånden overalt. De var fange i deres eget land. Nu vidste hun at de natariske vidundere ikke var lavet af dem selv, men af gallere og germanere som sled sig ihjel, hvis ikke de blev skubbet ud over rælingen højt oppe under den travianske himmel. Hun lukkede øjnene og faldt hurtigt i søvn, selvom hun var bekymret om at drømmen igen skulle overtage hendes nattesøvn.

Charleston gik fremad i en mørk og fugtig gang. Gangen var skåret ud af klippen. Hendes øjne vænnede sig langsomt til det tunge mørke der omslugte hendes krop fuldstændigt. Et lysglimt så skarpt at hun næsten blev blændet fortalte hende at hun ikke længere var i en gang men en kæmpe grotte langt under jorden. Nu kom lysglimtet igen. Hun nåede lige at lukke øjnene inden det skarpe lys omslugte hendes efterhånden udmagrede krop. Hun blev båret op af. Kunne ikke mærke jorden under sig. Var hun mon på vej til de travianske guder? Fandtes de? En velkendt stemme fortalte at hun skulle åbne sine øjne. Den gamle troldmand stod over hende da hun åbnede øjnene. Han forsvandt dog hurtigt i det solen stråler skimtede mellem de grønne træer. I det fjerne kunne hun høre hestehove mod den travianske jord. Hun listede fremad mod lyden og så mennesker i tunge rustninger komme ridende og gående fremad. Der var flere hundrede, måske tusinder af mennesker. De fleste iført en rustning hun endnu ikke havde set.

Hun hørte en velkendt stemme ved siden af hende, men kunne ikke se ham. Var han virkelig? Eller var det bare hendes fantasi der spillede hende et puds? Nu kunne hun også høre ham tale...

”Ti’ nu stille Misse, vi er her for at hjælpe dem fra det onde folk med de kæmpe dyr med horn og snabel”
Der var en lille pause.
”Også dig Bob, hvorfor skal i altid kæmpe, kan i ikke se at jorden går under hvis i ikke opfører jeg ordentligt?”
Igen en lidt længere pause.
”Har i overhovedet sagt til hende at jeg kommer med en hær for at befri vores folk?”

De mange mennesker forsvandt i horisonten men hun kunne stadig høre Andros stemme i baggrunden:
”Neeej Misse, du skal ikke angribe nu!!! Heller ikke dig Bob!!!”.

Charleston begyndte at synke ned i jorden. Hvad var nu det? En eller anden troldom hun ikke kendte til. Jorden omslugte hende.
Hun stod i en mørk gang. Længere nede kunne hun se lys...Hun kunne høre piskeslagene fra de natariske ryttere. Hakker der slog imod sten. Skrig af smerte og frygt. En lugt af død kom hende i møde. En sort skikkelse, det var et menneske men havde hun ikke set ham før. Det var hun sikker på.
Skikkelsen fulgte efter hende gennem den mørke gang...Der var noget galt. Hun vendte sig brat om og tog den lanterne hun nu havde i hånden og lyste ned af den mørke gang. Der var ingen. Hun stod helt stille, lyttende efter det mindste åndedrag, men der kom intet. Hun begyndte at gå videre. Efter en rum tid kunne hun igen fornemme skikkelsen bag hende. Hun vendte sig rundt og begyndte at løbe mod skikkelsen, men den forsvandt i det tomme mørke. Hendes nerver stod på sylespidser. Hun satte sig ned og lukkede øjnene for at vænne sig til mørket. Derefter slukkede hun for lanternen.
En puslen fik hende op på benene. Hun åbnede øjnene og havde nu et sværd i hånden. Skikkelsen stod ikke meget mere en en galler-højde fra hende. Hun svang sværdet uden at tænke og ramte plet. Skikkelsen rørte ikke på sig. Hun trak sværdet til sig og kunne nu se hvordan en rødlig væske dryppede fra det. Hun bakkede... Hver gang hun tog et skridt tilbage kom skikkelsen et skridt frem mod hende.
Hun vendte sig 180 grader og begyndte at spurte ned af gangen.
Pludselig var der ikke jord under hendes fødder. Hun faldt. Længere og længere ned mod en sikker død. Hun kunne mærke jorden under hende....

Charleston vågnede med et sæt. Badet i koldsved. Hvad skulle denne drøm dog sige. Var det en bid af fremtiden? Hvad var det der fik hende til at drømme denne drøm om og om igen.
Hver evig eneste gang hun faldt i søvn havde hun drømt denne drøm de sidste 4 somre og 4 vintre. Var det noget der skulle ske i fremtiden? Var hun mon ved at miste forstanden? Hun vidste det ikke.
Døren til grotten blev åbnet og de natariske krigere kom og gennede dem ud, så de kunne lave deres arbejde for dem.
En ny dag med pisk fra de natariske ryttere truede...




Kapitel 4: Det natariske fald


Mange somre og vintre var gået. De som overlevede det første byggeri, blev ført videre gennem det travianske rige til et nyt byggeprojekt og flere gallere og germanere blev ”rekruteret” til at bygge disse kæmpe monumenter.

En tidlig morgen midt på sommeren skar et hyl sig gennem den tunge luft af død og udmattelse. I det fjerneste hjørne af den store plads væltede det ind med krigere i metalliske rustninger. Kampesten fløj i luften og ramte de natariske bygninger. Dyrene med snabel, senere kendt som elefanter, blev mast til plukfisk af kampestenene. Store pæle på størrelse med fuldt udvoksede træer fløj ind i de natariske rustninger og splittede dem i to. Der blev blæst i hornet og udenfor den grotte som Charleston og de andre var fanget i hørte de skrig og råben. Metal mod metal. Hestenes hove mod den golde jord.
Hvad var det der skete? Alle i grotten holdt vejret for hvad det var der skete. En natarisk kriger åbnede døren og hev fat i en gallisk mand. Han nåede dog ikke at vende sig rundt , idet en metallisk sværd skar sig igennem hans rustning og ud af brystet. Hans vilde øjne flakkede rundt i hovedet på ham, mens blodet flød fra mundvigene og det store sår hvor sværdet havde været. Han slap den galliske mand og faldt forover med et brag.
Ingen sagde noget.
Ingen rørte på sig.
De samlede sig sammen og stod nu alle inderst inde i den store grotte. Charleston var dog nysgerrig og begyndte langsomt at snige sig fremad. Da hun kom til den natariske mand, samlede hun hans økse op fra jorden og kiggede forsigtigt ud af grotten. Det monument som de havde bygget på de sidste par år, lå i ruiner. Der var kamp ude på pladsen og hun kunne se store kampesten flyve ind og smadre det natariske palads. Hun listede langsomt ud mod to krigere som var i kamp. Den ene var den spidstakkede natarkriger, den anden kendte hun ikke, men hun var taknemlig for at de var kommet til undsætning. Hun svang øksen og ramte den natariske kriger mellem to spidse takker, direkte i ryggen. Han gav et hyl fra sig og vendte sig brat rundt mod hende. Manden i den metalliske rustning bragede hans sværd ind i brystkassen på ham, inden den natariske kriger kunne gøre mere. Charleston og manden i den metalliske rustning kiggede på hinanden. Det syntes evigheder inden han løb videre ind mod midten af pladsen hvor kampene var mere heftige. De elefanter som havde overlevet det nylige angreb, trampede vildt og mange krigere både natarrer og de mænd som var kommet dem til undsætning blev trampet i hjel. Kampene fortsatte i flere timer.
Først hen på aftenen, hvor solen stod sol-rød i horisonten, stilnede kampene af. Det natariske rige var faldet.
Manden som Charleston havde mødt kom over til hende og præsenterede sig selv som Hammertime. Han var smurt ind i blod. Men hun var dog taknemmelig over at han var kommet. Han fortalte at hans kejser havde snakket med en ung, lidt forvirret galler, som havde overbevist ham og hans rige til at gå ind i kampen mod disse natarre. Han havde fortalt kejseren at der var mange rigdomme i det travianske land, og at de var villige til at dele dem.
Andro kom over til hende.
”Endelig har jeg fundet ud af hvordan jeg holder Bob og Misse i skak”, sagde han og fortsatte: ”Det her er Hammertime han er hærchef for romerne, når han ikke drikker den fineste mjød jeg har smagt længe.”
Hammertime skævede til Andro. De 3 satte sig ned og begyndte at planlægge, hvordan deres hjemtur skulle være. De snakkede og drak den romerske mjød, de grinte og græd til månen stod højt på himmelen. Charleston fortalte Hammertime at han altid ville være velkommen i hendes by. I dagene efter det natariske fald blev der ryddet op og samlet sammen til den lange hjemtur. Da Charleston var familiær med naturens mange urter og rødder, fandt hun hurtigt ud af opskriften på den herlige mjød, som romerne var kommet med. Hun begyndte at skrive forskellige opskrifter ned som hun ville prøve af når hun kom hjem.
En uge senere drog de alle ud, mod de verdenshjørner de nu var kommet.

Endelig var de fri...



Kapitel 5: Det romerske rige

For mange somre siden i det gamle rom boede en kriger, ved navn Sir Martin. Sir Martin og hans kone frkbusk havde fået to krigeriske sønner: Hammertime og Okeanos og en ligeså krigerisk datter: Atreus.
Alle fire havde meldt sig til hæren, men i det gamle rom var der ikke plads til kvinder, de skulle jo passe børnene og lave mad til mændene, når de kom hjem fra krig, ude i det romerske rige. Den gang voksede det romerske rige stadig.

Den lille familie, Martin besluttede derfor at tage ud på eventyr og bosætte sig andet steds. Hammertime havde ellers været flittig i hæren og havde studeret den finere kunst indenfor krig. Han lovede den romerske hærchef at give besked hvis de faldt over noget usædvanligt.
Familien pakkede sydfrugterne og rejste mod syd-vest. De kom til det store åbne hav og hyrede en båd. Da de efter nogle uger var kommet over på den anden side af havet, vandrede de videre. I en fjern slette bosatte de sig. Her var alt fryd og gammen...
Lige indtil den dag en herre bankede på deres dør. Han så ud til at være kommet langvejs fra. Hele tiden kiggede han over skulderen, som var der nogen der forfulgte ham. Da han havde fået den en skål suppe, en bid brød og et stort krus af den fineste romerske øl. Faldt han lidt ned til jorden. De havde da set mennesker før men ham her, han var stor og rund.
Da han vågnede dagen efter... et stykke ud på eftermiddagen begyndte han at fortælle sin historie. Han var på alder med Sir Martin og frkbusk’s børn.
”Der var så mange af dem, jeg kunne ikke gøre noget.”
Der var en lidt længere pause, derefter sagde han:
”Bob og Misse kunne heller ikke stille noget op, så vi var nødt til at flygte, hente hjælp... Jeg skal have fat på en større kriger end dem der hentede min familie, mine venner og tog dem med sig. Bob ti’ stille når jeg snakker. Det var krigere...Bob ti’ nu stille. Det var... Misse kan du så lade være. Det var krigere som jeg ikke havde set før. Deres hud var lavet af metal. De så drabel... BOB OG MISSE NU LADER I SKU VÆRE MED AT AFBRYDE NÅR JEG SNAKKER, ELLERS RYGER I SKU UD I REGNEN...ku i tænke jer det? Hvor kom jeg fra? Nåå, ja. Drabelige våben med store dyr. Dyr større en en hest...10 gange større end en hest, med et langt følehorn som de tog deres bytte op med og 2 skarpe tænder et på hver side. Jeg siger jer, de slog dem bare ihjel. Bare lige der midt på forsamlingspladsen. Hvad kunne jeg gøre? De tog mine venner med og slog mine forældre ihjel, jeg må finde en stor kriger der kan hjælpe dem. Kender i nogen???”
Han kom med et lettelsens suk, inden han tog det store krus for munden og slugte indholdet i en mundfuld.
”Det lyder sku som en røverhistorie, er det ikke noget du bare finder på?”, sagde den ene af drengene.
”Hvem i al verden er Bob og Misse?”, spurgte den anden dreng.
”Tror du ikke du har slået hovedet, dreng. Sådanne dyr, som du taler om findes kun i eventyr,... er det ikke rigtig far?”, sagde pigen.
”Hvis i ikke kan hjælpe er jeg gået forgæves og rejser videre med det samme”, sagde den fremmede dreng.

SirMartin og frkbusk fik gennet sønnerne og datteren udenfor og satte sig ned med den fremmede dreng som nu fortalte historien igen. Dog uden at Bob og Misse afbrød ham. De ville alle rejse mod dette land og hvis det var sandt ville der jo være spor af denne hær som han fortalte om.
Igen slog de teltpælene op og rejste ud på et eventyr de sent ville glemme. Da sommeren gik på hæld trådte familien Martin og Andro ind i det travianske rige. De var ikke kommet langt før de nåede den første landsby, som var brændt ned til grunden. Der lå lig ud pladsen og markerne. De så spor de aldrig havde set før, men de var da nemme at følge. Da de nu kunne se at Andro havde snakket sandheden angående disse mærkværdige dyr og krigerne.
Hammertime sendte hans jagtfalk afsted med besked til Hærchefen i rom om at det romerske rige var i fare og at de havde brug for katapulter, ballistaer, rambukke og de bedste krigere rom havde i hus.
De slog en camp op et stykke væk fra disse krigere, men sådan at de kunne spionere dem i løbet af nætterne. Andro og Hammertime tog på jagt, når ikke lige Andro bagede på Atreus, som helt åbenlyst ikke havde lyst til noget som helst med ham at gøre. Bob og Misse kom ikke særlig tit og besøgte Andro, mens han var sammen med famlien.
Otte fuldmåner senere kom Hammertimes jagtfalk igen. Rom var meget interesseret i disse byggeplaner og ville omgående sætte bådene i vandet og drage afsted mod deres position.

Romerriget kunne igen ekspandere...



Kapitel 6: Krigen starter

En larm uden lige Andro havde hørt mage til vækkede ham fra hans dybe søvn. En trampen og bragen. Det lød som om det kom hele vejen omkring den lille camp. Solen var først lige på vej op over bakkerne i horisonten. Larm og råben. Som kom det fra selve himlen. Andro rejste sig forsigtigt op og spejdede ud fra den klynge træer familien Martin og Andro havde sat deres camp op. Krigere med tunge metalliske rustninger, skød fremad overalt. Store vogne fyldt med mad og tønder. Telte var igang med at blive sat op, som ægte tipier. Store vogne fyldt op med kampestene og halm vædet i en sort tyk væske. Så langt øjede rækkede kom disse krigere fremad mod den lille camp.
Familien Martin var også kommet på benene nu. Sir Martin, Hammertime og Okeanos ledede vejen fremad efterfulgt af frkbusk og Atreus. Andro holdt sig i baggrunden af disse fremmede, som tilfældigvis også havde vækket Bob og Misse fra de døde. I hvert fald var de i fuld gang med at plyndre en af madvognene. Men Andro var stadig for træt til at sige noget til de to bøller. Familien Martin gik over til en stor kriger til hest. Hans metalliske rustning var pudset godt op og skinnede i den klare og dugfriske morgensol. Et stort telt blev slået op midt mellem 2 store klipper. De talte et andet sprog en Andro, så han forstod ikke meget af det de sagde andet en ordene KRIG og NATARRE. Krigeren i den metalliske rustning stod af hesten og gik over mod Andro.

”Du må være Androimicon.”, sagde han og fortsatte:
”Har lige snakket med familien Martin og har forhørt mig at det var dig der kom til dem for hjælp. Vi skal nok se om vi kan få disse Natarre ned med nakken. Så kan vi også få afprøvet disse maskiner,”.
Han pegede over på nogle store maskiner og fortsatte:
”vi har tænkt at kalde dem katapulter, da de stort set kan smadre hvad som helst, når deres kampesten falder ned i fjendens lejr.”
”Men nu skal vi først have sat en camp op og derefter vil mine krigere og jeg holde krigsråd og sende nogle spejdere ud efter disse Natarre. Vi har hørt om dem i Rom, men troede nu bare det var ammestuesnak. Vi skal nok få befriet dine venner fra deres tyraniske rige, inden vi smadre dem fuldstændig”, sagde han til Androimicon og gik derefter over til det store telt.

Andro gik rundt og hilste på de forskellige enheder. Måske var de ikke så stærke som ham, tænkte han ved sig selv, men de er mange og det har sikkert betydning. Sir Martin og familie sammen med Andro fik et af de store telte oppe tæt ved det telt der blev holdt Krigsråd i.

Ca. 1 fuldmåne’s tid var gået da flere spejdere kom ind i lejren. De havde nyt med fra det travianske rige, de nu havde travet ind i. Efter et kort møde i krigsrådet blev der kaldt til samling på en af pladserne. De forskellige generaler, for de forskellige tropper drog ud i teltbyen og telte blev slået sammen. Der gik ikke lang tid før samtlige soldater var i fuld rustning, vognene blev kørt fremad og den romerske hær sammen med familien Martin og Andro, drog længere ind i det travianske rige. Spejderne hastede fremad. Et par fuldmåner senere begyndte hæren at rykke frem om natten og den tidlige morgenstund for at holde camp om dagen.

En tidlig morgen kom de til en natarisk arbejdslejr. Byggeriet var stort set færdig. Katapulterne blev kørt i stilling. Rambukkene blev båret af nogle krigere og sat klar til at storme den natariske port. Da solens stråler rejste dens røde over det travianske land, blev der tudet højt i et horn. Katapulterne skød deres kampestene ind over den natariske mur. Rambukkene rykkede hurtigt fremad og brød porten til denne natariske arbejdsplads. Krigerne stormede sammen med Hammertime, Sir Martin, Andro, frkbusk, Atreus og Okeanus fremad ind på den natariske arbejdsplads.

Ballistaerne blev kørt i stilling og nedkæmpede elefanterne med bare et eneste slag. De skød pile af på størrelse med fuldt udvoksede træer. Ingen elefant kunne leve op til dette natariske mareridt. Hammertime og Andro kæmpede sig ind mod en grotte i den ene side af den natariske arbejdsplads.

En natarisk kriger løb ind og åbnede en dør et stykke inde i grotten. Han hev fat på noget inden bag døren, men nåede dog ikke at vende sig rundt, idet Hammertimes sværd penetrerede hans metaliske rustning og borede hans sværd igennem rustningen og ud af brystet på den anden side af ham. Han slap det han havde haft fat i og faldt forover med et brag. Hammertime kiggede kort ind bagved døren og så en udmagret mand, i samme forfatning som Andro havde set ud, da han kom til dem for mange måner siden. Han vendte sig rundt og fortsatte ud på pladsen. Charleston som havde set sværdet penetrere den natariske kriger, begyndte langsomt at snige sig frem mod åbningen. Da hun kom til den døde natarre samlede hun hans økse op fra jorden og kiggede forsigtigt ud af grotten.

Kampestenene fløj om ørerne på den romerske hær og bragede ind i det natariske monument, som hurtigt men sikkert blev lagt i ruiner. Hammertime var i hård kamp mod den spidspanseret natariske kriger. Han havde lige undværget et slag da natarren kom med et hyl fra sig og begyndte at vende sig rundt, en ung kvinde stod bag ham med en blodig økse i hænderne. Hammertime tvivlede ikke på at dette var en af de natariske fanger og skar hans spidse sværd gennem rustningen, blod i mundvigen på den natariske kriger som faldt forover. Hammertime kiggede et kort sekund på denne galliske kvinde inden han fortsatte ind mod midten af pladsen hvor kampene så mere vilde og heftigere ud.
Charleston havde set på manden og det syntes evigheder inden han løb videre. De elefanter som havde overlevet det nu vanvittige angreb trampede vildt omkring og både romere, gallere, germanere og natarre blev trampet ihjel.
Kampene fortsatte til langt ud på aftenen. Da Andro havde fundet Charleston, introducerede han hende for familien Martin. De sov roligt den nat. Charleston snakkede lidt om at oprette en KRO i den by hun ville opbygge igen, efter at den var lagt i ruiner mange år før af de natariske krigere. Hun fortalte hele familien Martin at de selvfølgelig altid var velkomne i hendes landsby.

Nogle dage senere tog Charleston, Andro og andre gallere ind i det travianske land, for at opbygge deres landsbyer igen. Den romerske hær drog videre på rov, efter de natariske byggeplaner, og lovede at udrydde alle de natariske tropper fra det travianske land.
Sir Martin og hans familie var også blevet trætte af alt denne krig og drog ind i det travianske rige med Andro og Charleston.

Sammen hjalp de hinanden med at opbygge små landsbyer, langt ude på landet...



Kapitel 7: Kroen opstår

Mange fuldmåner var gået siden familien Martin sammen med Androimicon og Charleston havde brudt fra den romerske hær. De havde hjulpet hinanden og andre gallere og germanere med at opbygge de små landsbyer, rundt omkring i det dejlige og smukke travianske rige.
Charleston slog sig ned i hendes gamle og smukke købstad, men der manglede noget...

Hun begyndte at bygge en kro til kommende gæster og forbirejsende. I kælderen begyndte hun at eksperimentere med forskellige ølsorter på rug, byg, hvede og havre. Kun den øl som smagte fint og rundt i hendes gallerske gane, blev bragt op i kroen til de forbirejsene. Efter flere fuldmåner inviterede hun venner og bekendte samt den romerske familie, med Sir Martin, frkbusk, Hammertime, Okeanos og Atreus.
Hun begyndte at planlægge at lave et STRONGHOLD i det travianske rige, hvor øllet kunne være sikkert fra nysgerrige fjenders blikke. Hun fortalte om sine planer til Androimicon og familien Martin. De syntes det var en god idé, men at deres byer ikke var store nok endnu. Kongen eller Dronningen i deres nuværende byer havde ikke stor nok magt, men når det kom til at hjælpe denne unge gallerkvinde ville de selvfølgelig gøre deres for at komme ud på landet og sørge for at både den romerske øl samt den nu fineste gallerske øl blev holdt hemmeligt for nysgerrige pilfingre.

En sommerdag hvor solen lyste klart på himlen tog Charleston sammen med 3 robuste bosættere sig ud på vandring. De tog selvfølgelig rigeligt med øl med samt mad, korn, træ-frø, jernmalm og forskellige lertyper med sig. Charleston tog sine opskrifter med og drog ud på en lang rejse.
De slog deres camp op i de store travianske skove om natten og fortsatte selv når det silede ned med den tunge regn og lyn lavet fra Thors Hammer: Mjølner. Dage og nætter gik ind i det smukke Travian. Endelig en dag så Charleston hvor hendes bryghus skulle placeres. De robuste bosættere gik i gang med at bygge bygmesterens hus og derefter et kornlager og et råstoflager, inden de begyndte at bygge KROen.
Fra Charlestons palads i den nu lille by, så hun hvordan den voksede. Kornproduktionen skulle dog øges gevaldigt inden de kunne modtage de første gæster til en rigtig gammeldags KROfest.
Kroen blev en succes for de gæster og forbirejsende der kom forbi ude i det travianske land.

Charleston indbød familien Martin samt Andro, hvis han kunne holde Bob og Misse på stangen. Hvilket han selvfølge nok skulle sørge for.
Det blev en fest uden lige. Andro lavede en lille optræden og blev med det samme udnævnt som KROens skuespiller. Efter mange klapsalver fra Andros optræden kom han med den nu kendte *rødmelyd*.
Kroen var blevet opført og skulle selvfølgelig opføres i enhver af deres byer, så der kunne holdes krofester med teater og musik, fadbamser og G&T, fløjtespil og dans på gulv, borde og stole. Store ølkrus og tallerkener blev lavet i lerovnene. Vildsvin blev stegt hele over den sagte bålplads. Kokkene sørgede også for de sjældne æselbøffer og Tigerkrebinetter.
Der blev lavet en brækrende til de romere, gallere og germanere der havde fået for meget indenbords. Der blev lavet lamper af ildfluer, som børnene i byen var venlige nok at indfange. Der blev lavet glas hos glaspusteren, hvor ildfluerne blev lagt i og brugt som de fineste lamper, når faklerne var ved at brænde ud.

Men Charleston var langt fra færdig med sine tryllerier over for kroens gæster og forbirejsende. Hun havde lært meget af den gamle troldmand i hendes barndomsby og begyndte selv at lave hendes egne tryllerier. Hun tog ud i en af de mange grotter og researchede, så hvis/når det endte galt ikke ville springe sit fine palads i stykker. Hun lavede raketter med sortpulver og andre remedier som hun puttede i disse raketter. Når de blev skudt til vejrs kom der fine stjerner i røde, gule, blå og grønne farver. Hun fik lavet fine drinks med en rødlig lidt tykkere drikkelse i som smagte af søde bær, senere kendt som Grenadine. Hun fik lavet en blålig drik som i fremtiden ville blive kadt den blå bols.
Der blev lavet andre former for bols også, banan-bols, jordbær-bols, fersken-bols og mange flere. Hun var en ren troldkvinde af den fineste slags.
Ved hver den første aften efter endt fuldmåne, skød hun raketterne i vejret så alle vidste at nu var der igen KROfest...

KROen var opstået.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Ivigtut/Skuld/Bifrost | Svar 04.05.2011 22.29

Hey DaoC, Ivigtut her --- hvordan går det? Morsomt at læse om Kro igen --- det var tider!!!

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

08.09 | 13:40

I stedet for at få et lån, jeg har fået noget nyt

Få $ 5.500 USD hver dag, i 2 år!

Se, hvordan det virker, Ved du, at du kan hacke ind i enhver pengeautomat med en hacket Atm-kort? Tænk på, før du bruger, lige aftale ... Bestil et tomt Atm-kort nu og få

...
19.01 | 17:44

http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/sundhedsp/ECE2125764/klarlund-firma-vil-helbrede-kraeftpatienter-med-dyrt-saltvand/

...
04.10 | 10:43

Mange tak for ulejligheden ! Jeg har åbnet den og syntes den smager som en dansk vand uden brus (lidt flad ) ! jeg overvejer at smide flasken ud !

...
04.10 | 09:53

Har også ASEA fra 2014 og det virker fint, så længe det er uåbnet. Firmaet er dog nødsaget til at skrive dato på flaskerne, da de eller ikke overholder reglerne

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE