En lille historie

Historien om Vanessa (troldkvinde), Eddy (natur kriger), Petruia (præstinde for Hermi – Hermi guden for kamp og ære), Noah (kriger med økse og sværd)

Historien vil blive offentliggjort i små kapitler gennem de næste par uger.

En historie der foregår i en anden og mere simpel tid.

En tid hvor der fandtes flere guder og troldmænd.

En tid hvor trolde, drager og andre mytiske skabninger fandtes.

En historie med sværdkamp og magi.

En historie med venskaber og alt det andet vi kan li'.

En historie uden telefoner og mobiler.

En historie der offentliggøres hver torsdag gennem de næste uger/ måneder.

En historie hvor livet var mere simpelt og ikke alle var så ”meget” på de offentlige medier.

EN LILLE HISTORIE - Del 1-10 (Kapitel 1: Gruppen samles):

I en helt anden verden, hvor alfer og orker, trolde og drager samt andre magiske skabninger lever. Her voksede Vanessa op til at blive en ung, smuk og lidenskabelig troldkvinde. Hun havde langt lyst hår med røde striber i og hendes øjne funklede af eventyrlyst. Hendes magi kom fra hendes hjerte, men også fra hendes oldeforældres fortid, hvor en sølvdrage var blevet forelsket i en af deres forfædre. Fra den tid havde kvinderne i deres slægt, en tendens til at have magiske evner. Vanessa var eventyrlysten og ville gerne ud og se sig om i verden, men hendes storebroder Pauli havde andre planer. Han mente at hun skulle giftes væk til en anden rig slægt, så familiens navn ville komme til at stå i de noble rækker. Planen var at hun skulle giftes på hendes 18 års fødselsdag.

Ugen forinden hendes fødselsdag, pakkede Vanessa en rygsæk med et varmt vintertæppe, et par flasker vin, en vanddunk, et lille telt og andre praktiske sager hun kunne få brug for når hun nu havde planlagt at flygte fra familiens planer samt brød og tørret kød til turen. Da månen stod højt på himlen, dagen før hendes fødselsdag. Tog Vanessa hendes lange røde kappe, en nydelig kjole, hendes faders langsværd, en stor kniv, sit bælte med komponenter til hendes magiske formularer, hendes rygsæk, en pung med 10 guldmønter og 50 sølvmønter samt en sort lang kappe med hætte på over sig og vandrede ud i mørket. Hun vandrede hele natten og da dagen gryede kunne hun ane det store hav i horisonten. Da hun var fast besluttet på ikke at skulle tilbage til familien og dennes planer, drog hun væk fra den normale vej og ud i vildnisset. Hun slog sit telt op og dækkede det med grene så det ikke var nemt at se. Derefter samlede hun grene og kviste ind til et bål. Hun var på dette tidspunkt ikke opmærksom på at en skyggelignende figur observerede hende oppe fra en af trækronerne. Hun pakkede sit grej sammen og lagde sig ind i teltet. Bålet og maden måtte vente til senere.

I en lille lund nær det store hav på den anden side af byen Kashmar, voksede Eddy op. Eddy var en forholdsvis ung og høj elver. Hans hud var solbrun det meste af året. Eddy var god af natur og elskede alt i naturen også de magiske skabninger der enten kom fra det materielle plan hvor han og andre levede men også fra andre planer. Han var imod skabninger der kom fra de negative planer og mest af alt det negative skyggeplan, som støder op til den verden han voksede op i. Eddys familie var dyrene i skoven, dyrene på marken og i byerne. Eddy brød sig ikke om at komme ind til byen, men han var nødsaget til at drage derind en gang imellem for at få andet end bær, blomster og dyrekød på tallerkenen. Når han drog til byen var det for at sælge dyrekød han havde haft hængt til tørre eller røget over bålet. Bær og frugter fra skoven og markerne der stod omkring byen. Han samlede ind så han en dag ville kunne drage ud på eventyr i det store rige. Han jagtede selv i skoven og var efterhånden ferm til at bruge sin bue. Han brugte magiske formularer til at helbrede sårede skabninger der måtte komme ind i ”hans” skov.

En tidlig morgenstund så han en ung og smuk skabning i form af et menneske komme ind i skoven. Skabningen var en flot og yndefuld kvinde. Hun satte et telt op og tog grene der lå på jorden og dækkede teltet med disse. Derefter samlede hun kviste og grene op til det der kunne ligne et bål, men satte ikke ild til det. Hun lagde sig ind i teltet intet anende om at Eddy observerede hende fra en gren højt oppe i kronen over hende. Da solen stod lavt over himlen vågnede Vanessa. Fuglene kvidrede i skovbrynet og hun vågnede til duften af dyrekød der blev ristet over sagte ild. Vanessa kunne ane et mindre bål fremme foran hendes telt. Bålet var næsten ikke til at se, da det var gravet halvt ned i jorden og dyret der blev ristet over ilden var mindre end en dår, men alligevel ville det være rigeligt til et par mennesker. Hun tog sit tøj på og tog den sorte lange kappe op omkring sig. Da hun kom ud af teltet så hun sig mistænkeligt om og sagde højlydt at hun bar våben. Glidende næsten som en skygge kunne hun se at noget af skoven blev levende. En høj elver mand iført en grøn-brun læderrustning strakte sig ud fra en gren over bålet og satte sine ben i jorden foran Vanessa. Han havde en lang bue, næsten ligeså lang som han selv var høj over skulden med nogle lange tynde pile i et quiver. Et langt sværd i bæltet og lange forede støvler. Hans øjne funklede grønt i skæret fra ilden. Han bød hende velkommen til ”hans” skov og spurgte om hvor hun var på vej hen. Vanessa satte sig ned ved bålet og elveren overfor hende. De sad og snakkede i et par timer, hvor hun også fortalte at hun var på vej ud i den store verden for at se hvad denne ville have at byde på. Han foreslog at de slog pjalterne sammen, da det altid var bedre at være flere når man drog ud på eventyr. Vanessa fortalte også at hun gerne ville over på den anden side af det store hav, så hun kunne komme så langt væk som muligt fra hendes familie, som helt sikkert ville komme efter hende. Eddy foreslog at de tog endnu en nat i ”hans” skov og ville tage ind til byen tidligt om morgenen den næste dag.

De skibe der tog over havet tog som regel af sted hen af morgenstunden. En time før solen stod op over horisonten, blev Vanessa vækket af Eddy. Han havde tørret noget kød og gav hende en pose med bær og rødder, der kunne spises i løbet af dagen. De slog teltet sammen og pakkede deres rygsække godt. Ilden blev slukket og der blev lagt jord over bålet. Ved solopgang var de på vej mod den mindre handelsby Kashmar. Solen var på vej op da portene ind til byen blev åbnet. Der var et par bønder på vej mod markedet med et par kærre med okser spændt op foran deres vogne. Vanessa havde taget den sorte kappe op over sit smukke hoved, så vagterne ikke kunne genkende hende da de trådte ind i byen. De fulgte hovedvejen ned til havnen alt imens byen langsomt vågnede til en ny dag. Eddy købte lidt brød hos en bager og solgte samtidig noget af det kød han ikke selv havde brug for til turen over havet. De kom ned til havnen uden at nogen bemærkede at Vanessa var en af de to vandrende eventyrlystne personer. Eddy gik over til et langt skib med udenlandske flag på. Skibet var langt, tyndt og højt med 3 master. En høj ranglet elver stod vagt ved skibet. Han var iført en hvidlig rustning, som så ud til at være mere behagelig en de rustninger som vagterne i byen bar på. Vagten havde et langt spyd i den ene hånd og et skjold med et mærke der lignede flaget i den anden hånd. Våbenskjoldet viste en økse, et langt sværd og en bue der alle krydsede hinanden, på en sort og grøn baggrund. Eddy snakkede med vagten på et udenlandsk sprog, som Vanessa senere ville finde ud af var Elver-sproget.

Eddy viste Vanessa ombord på skibet og fortalte hende at de skulle over det store hav til købstaden: Kalgóra. Han havde købt en kahyt de kunne dele på vej over vandet. Vanessa var lykkelig af at være kommet helskindet gennem byen uden at nogen havde bemærket hende og nu var på vej til nye eventyr. Hun var taknemmelig for at Eddy havde betalt for rejsen. Vanessa og Eddy var kommet ombord på skibet: Den rette Pil. Kahytten bestod af 2 senge, et bord og 2 skabe til tøj samt 2 aflåste kister til værdigenstande. Kisterne stod for enden af hver seng. Langs væggene hang der vægmalerier. Det ene maleri afskildrede en kamp mellem elvere og nogle væsner der lignede dæmoner. Det andet maleri var et billede af et stort slot bygget i en trækrone. Træet det var bygget i var enormt og man kunne i billedet se elvere med buer skyde ned mod en mængde af forskellige uhyrer der mest af alt lignede trolde og andre sære væsner. Vanessa spurgte Eddy ind til de forskellige historier som var aftegnet på vægmalerierne. Der ud over begyndte hun at spørge ind til hvad de forskellige ting i værelset og på skibet hed på Elver-sproget. Gennem de 3 uger hvor de sejlede over det Store Hav, blev Vanessa bedre til at gebærde sig på det elvske sprog. Da der ikke var andre mennesker om bord på Den rette Pil, lærte hun det rimelig hurtigt. Der var god vind på havet og de slap for at komme ud i storme, som susede henover Det Store Hav. Efter 3 lærerige uger sejlede skibet ind mod en noget større købstad: Kalgóra.

Vanessa og Eddy var kommet i mål. Ingen af dem havde ret mange penge, så de måtte ud og se om de kunne få noget at lave der gav dem lidt til dagen og vejen. De spurgte Kaptajnen af Den rette Pil om hvor man eventuelt kunne få arbejde i byen. Han fortalte at der var flere templer i byen der sikkert kunne give dem begge noget at lave. Der var også en handelsstation der altid havde brug for vagter til deres konvojer der skulle længere ind i landet, enten hen over det golde savanne, den mørke skov eller gennem vildnisset mod øst. De takkede begge for hans vise ord – og selv Vanessa takkede måske lidt gebrokkent på det elvske-sprog. Kaptajnen roste Vanessa for hendes lærdom i hans modersmål og sagde farvel til dem begge. Vanessa og Eddy gik ned gennem en af hovedvejene i Kalgóra. Det første tempel de kom til var for gudinden Ashtoora. En gudinde for handel, markeder, sejlads og søfart. De snakkede med en præst i templet, men de havde ikke noget arbejde på det tidspunkt. De ville nok have noget for dem begge efter et par måneder. Det andet tempel var mere lukrativt, et tempel for hemmeligheder, lyst, kærlighed og solskin. Men de havde ej heller noget arbejde for dem. Templet for guden Ghindiar. Det tredje tempel de så i byen var et tempel for krigsførsel, kamp og ære. Templet for guden Hermi. De blev mødt af en ung præstinde ved navn: Petruia og hendes læremester: Trishka. Trishka ville gerne hyrer Vanessa og Eddy, der så kunne hjælpe Petruia med at finde et gammelt dokument, som skulle være gemt væk i en ruinby der lå et par dagsrejser vest for Kalgóra. Trishka fortalte dem alle 3 at hun også havde hyret en kriger ved navn: Noah. Petruia var noget højere end Vanessa, men ikke nær så smuk som Vanessa. Hun havde et ar over det ene øje, et ar hun havde fået i en sværdkamp i hendes tidligere træning i templet. Hun gik rundt i en ringbrynje, en gullig kappe, en lang kniv i den ene side af hendes bælte og en stor kølle i den anden side af bæltet. Køllen havde en metalkugle med pigge i enden. Hendes røde hår var langt i den ene side og kortklippet i den anden side. Noah var en hærdebred kriger i en stor pladerustning, han havde en stor 2-hånds økse og et metallisk skjold på ryggen. I den ene side af hans bælte hang der en stor armbrøst med et lille bælte af pile til den. Og et langsværd i den anden side.

De fik alle 4 en rygsæk og fik at vide at de kunne sove i templet til dagen efter, så kunne de også lære hinanden at kende og hver især finde ud af hvad de kunne bidrage med til deres lille gruppe, på vejen ud på et nyt og spændende eventyr. Vanessa viste at hun bl.a. kunne skyde ild ud gennem fingrene i en bred fane. Der ud over kunne hun skyde magiske pile af sted ved et vift med hendes fingre og en lille formular hun udtalte for at de blev lavet af de magiske kræfter hun havde i sit sind og krop. Men Vanessa kunne også trylle en magisk rustning op. Eddy var færm med bue og pil, men kunne også bruge hans langsværd når det kom til nærkamp. Petruia kunne på magisk vis helbrede sår og andre dårligdomme, men var også god til at bruge sin metalpiggede kølle, hvis det kom til slåskamp med våben. Noah talte for sig selv, hans kamperfaringer ville bidrage godt til Petruia og Eddys nærkamp studier med sværd og kølle. De fik spist aftensmad sammen. Vanessa og Petruia tog et rum i templet og slog sig ned for natten. Noah og Eddy tog et andet.

Dagen efter fik de hver især en pose med guld- og sølvmønter som de kunne bruge på rejsen. Trishka forslog at de tog forbi nogle af butikkerne i Kalgóra til forsyninger til rejsen, så som reb, mad, vand, vin, vandrestøvler m.v. Gruppen gik ud i byen og de aftalte hver i sær, at mødes ved templet et par timer senere. Petruia gik ud sammen med Vanessa. Noah gik sammen med Eddy. Et par timer senere mødtes de 4 ved templet og begyndte at vandre ud af Kalgóra. Vanessa tog en rød gylden og nobel kjole på. Et par gode rødlige vandrestøvler og sin mørke kappe på. Rygsæk på ryggen og en vandrestav i den ene hånd. Eddy havde sin grøn-brunlige læderrustning på. Hans langbue og quiver over ryggen samt et langsværd i bæltet. Petruia havde sin ringbrynje og våben i bæltet. Noah var fuldt armeret og havde 1 stor rygsæk med en større pose bundet op på undersiden. Han havde fundet et større telt til kvinderne og et mindre telt til ham selv, som Eddy og han havde købt på markedet, så de alle kunne sove så komfortabelt som muligt, når de kom ud i vildnisset.

De drog alle ud af Kalgóra, sagde ”farvel” til byen og drog ud på deres første eventyr sammen. De vandrede nogle timer til de ikke kunne se byen længere i horisonten. De første par timer kom de forbi et par bondelandsbyer. Markerne stod i flor med sennepsfrø, hvede, byg, majs, og meget andet. Efter et par timer kom de til en stor skov. Noah og Eddy gik 30-50 meter foran kvinderne. Vanessa og Petruia gik og snakkede. Vanessa beundrede at Petruia kunne gå med den tunge rustning uden at blive alt for træt. Da hun selv gik uden rustning og hendes fødder var ved at sprænge op af støvlerne. Hun var ikke vant til at gå så langt på en enkel dag. De tog alle et hvil på et par timer. Vanessa tog støvlerne af og lod sine føder få lidt luft, mens hun solede sig i den bagende varme, der strålede ned over dem, på vej til ruinbyen. Eddy fik lavet en god gryderet over et bål han fik sat op på mindre tid end nogen af de andre kunne have gjort det, men han var jo også vant til at leve i naturen. Både Petruia og Noah lod til at hvile i deres rustninger, dog havde de begge taget deres våben af. Efter et par timer var de atter på vej ud i vildnisset. Sent på aftenen kom de til en lidt større lund. Noah og Petruia satte telte op, mens Eddy fik sat brænde op til et bål, men inden han fik ild til det. Gik Vanessa over til bålet og sagde nogle ord på det Drakoniske sprog, ud af hendes fingre slog det et par gnister indtil bålet blev tændt. Hun fortalte at hun, så længe hun kunne huske, kunne udføre små magiske troldomsformularer der gjorde hendes liv noget nemmere. De andre var rimelig imponeret over den lette måde, det ville blive fremover at få bål tændt til frokost og aftensmad, når de vandrede sammen. Eddy gik ud i skoven og et par timer senere kom han tilbage med et vildsvin han havde skudt direkte gennem det ene øje med hans langbue og pil. Et par minutter efter han var gået, var der ingen af de andre der kunne høre ham. Da han kom tilbage blev de lidt overraskede over han kom helt ind til deres telte inden nogen af dem så ham. Han gik over til bålet og fik sat vildsvinet over bålet, så de kunne få helstegt vildsvin senere på aftenen. Noah bad Petruia om hjælp til at få hans pladerustning af. Derefter tog han en ringbrynje op af hans rygsæk og tog denne på, så hvis der skete noget i løbet af natten, ville han stadig have lidt rustning på. De spiste stegt vildsvin og drak noget af det vin Vanessa havde købt ind til turen. Eddy gik ud i underskoven og satte nogle fælder op, så de kunne blive vækket, såfremt der kom nogle luskende i løbet af natten. Eddy klatrede glidende op i en af trækronerne og sagde godnat til de andre. Noah lagde sig ind i det lille telt mens kvinderne lagde sig ind i det store telt. Vanessa faldt hurtigt i søvn, hun havde aldrig gået så langt på en dag så hun faldt stort set i søvn, så snart hendes smukke hoved havde lagt sig på jorden. Den fulde måne stod højt på en skyfri himmel. En ugle sang et sted ude i den dybe skov. Man kunne høre vinden i de høje trækroner der svajede blidt i vinden, da først en og derefter en anden gren knirkede højlydt i underskoven. Eddy gled ned fra træet over teltene og vækkede Noah, som kom ud med ringbrynje på, langsværd i den ene hånd og skjold i den anden. Vanessa blev vækket af Petruia og fik derefter hurtigt sine støvler på, hvorefter hun kravlede ud af teltet og rejste sig. Igen kunne der høres et knæk i underskoven. Eddy fortalte sagte at han kunne se tre skikkelser luskende rundt nær teltplads. Vanessa tog en sten op fra jorden, udtalte en troldomsformular og kastede derefter en meget lysende sten ud mod de knirkende grene. Tre høje og muskuløse væsner stod alle med trukne sværd og blev noget overrasket da den lysende sten nu viste dem i den ellers mørke nat. 

Petruia trak sin kølle og Eddy tog en pil på buen og lod den flyve afsted mod den ene humanoide skikkelse. Pilen satte sig i skulderen og skikkelsen kom med et brøl der gav ekko gennem skoven. De tre skikkelser brød i løb mod den lille gruppe der nu alle var vågnet op til dåd. Noah trådte ind for at blokere af for de frembrusende skikkelser, som de senere fandt ud af var orker der var på rov. Disse individer var en plage i vildnisset, de plyndrede hvad de kunne og lod til at være ligeglade med hvem de trådte på. Petruia slog mod den ene af orkerne og ramte den midt i brystet med et ordentligt slag fra hendes kølle. Ikke nok til at den faldt. Den kom med et sønderrivende brøl og slog igen med et langt sværd i den ene hånd og en grum kniv i den anden. Dens første slag gik direkte igennem hendes ringbrynje og trak blod på klingen fra hendes venstre skulder, det andet slag gik dog ikke igennem brynjen, men Petruia kom med et lille skrig. Noah skubbede en anden ork tilbage med hans skjold mens han svingede vildt, dog uden at ramme mod den tredje. Vanessa råbte op om at han skulle dukke sig, mens hun på det drakoniske sprog udtalte en trolddoms formular mod ildens skaber. Ud gennem hendes fingre i en bred vifte – lige over hovedet på Noah, spredte der sig en vifte af ild der brændte de to orker der stod foran Noah. Samtidig skød Eddy på den ene ork som Noah ikke havde ramt med sværdet. Den anden pil ramte orken midt i halsen der sank sammen død af ild og pil. Orken der stod foran Petruia blev knaldrød i hovedet og skreg voldsomt op. Dens sværd ramte Petruia midt brystet og skar sig ind gennem hendes ringbrynje igen. Hun skreg voldsomt op i smerte og tog et skridt baglæns. Noah gik ind foran hende og skjoldede hende af og med hans sværd skar han et dybt sår ind i den lettere afbrændte orks underben. Orken tog et heftigt sving mod Noah dog uden at ramme. Petruia udtalte en bøn til Hermi og hendes sår i hendes skulder og bryst lukkede mens bønnen helbredte hendes sår på magisk vis. Vanessa udtalte igen en trolddomsformular og en magisk pil skød ind i brystet på den ork Naoh lige havde ramt. Den tog et skridt tilbage og blev derefter ramt af en pil fra Eddys bue i dens højre skulder. Orken foran Noah brølede ud i underskoven og hamrede sit sværd ind i Noah's skjold, Noah dukkede sig i sidste øjeblik ellers havde sværdet ramt hans pæne hoved. Den anden ork slog også ud efter Noah og brød igennem hans ringbrynje, som om det var smør. Sværdet sank dybt ind i siden på Noah der skreg op i smerte. Petruia lagde en hånd på Noah's brynje belagte skulder og udtalte en guddommelig formular, der fik hans sår til at lukke sig og helbrede ham på samme tid. Eddy fyrede 2 yderligere pile ind i orken der allerede var blevet brændt af Vanessas magiske ild. Efter den anden pil ramte ind i dens bryst sank den sammen og lå nu helt stille på jorden. Den sidste ork, rød i hovedet af raseri slog hårdt ud efter Noah, som parerede slaget med hans skjold. Vanessa lavede endnu en magisk pil der skød ind i brystet på den, hvorefter den sank sammen. Eddy kom over til Noah for at se på hans ene store sår der stadig blødte. Han rensede og forbandt hans sår. Imens trak Vanessa og Petruia de tre døde orker ud fra deres teltplads. De tog deres våben og fandt også et par læderposer fyldt godt op med guld, sølv og kobber mønter. Resten af natten forløb fredeligt, dog lod de nu mindst en sidde på vagt og aftalte at næste gang de hvilede sig, måtte de altid have en der sad og vågede over de andre...

EN LILLE HISTORIE - Del 11-?? (Kapitel 2: Hierlebæk og Orkerne):

Del 11: Landsbyen Hierlebæk     Del 12: Eddy's spionkampagne

Der skete ikke mere i løbet af natten. Efter en morgenmaden, bestående af stegt vildsvin og vin, da solen var ved at stå op i horisonten. Slog de teltene ned. Noah tog hans pladerustning på og tog hans tohåndsøkse, hans skjold og rygsæk på ryggen. Da de alle var klar begyndte de at vandre videre gennem vildnisset. Henover formiddagen vandrede de. De kom til et par dyrkede marker og forventede en lille landsby i nærheden. Nogle af bønderne var allerede ude på markerne. I det fjerne kunne de se en palisade by. Over hovedporten stod der: Velkommen til Hierlebæk. En mindre landsby med 8 vagter ved porten. Der gik vagter rundt på murene, selv nu hvor solen var stået op over horisonten. Ved porten blev de mødt af 8 vagter. Den ene gik ind bag ved porten og kom ud 10 minutter senere med en lidt foroverbukket gammel herre med stok i den ene hånd. Den ældre herre spurgte ind til hvad de fremmede ville i Hierlebæk. Vanessa stillede sig frem med alt sin ynde og fortalte at de var på vej til en ruinby et par dage væk fra Kalgóra. Den ældre herre inviterede dem ind og fulgte dem ind til landsbyens midtertorv og derefter ind på borgmesterens kontor. Han fortalte gruppen at de kom i en tid hvor byen ofte blev angrebet af orker, der vandrede rundt i området. Hvis gruppen kunne gøre noget ved problemet, ville byen være dem evigt taknemmelige men de ville selvfølgelig også få guld i løn. Vanessa talte for gruppen at hvis de kunne få fire heste, ville de prøve at gøre noget ved byens problem, så de selv kunne komme videre på deres opgave, de havde fået af en præstinde i Kalgóra. Der ud over skulle de også have fri leje af kroen i byen, mens de var der. Borgmesteren gik med til det hele. Han fortalte gruppen at de som regel blev angrebet omkring midnat. Når månen stod højest på himlen. Borgmesteren fortalte også at orker var nattemennesker og kunne se som om det var dagslys selv i de mørkeste nætter. Der ud over havde han hørt tale om den ruinby gruppen var efter. Den information ville han gerne dele med dem når byens problem var løst.

Eddy ville ride ud i området og se sig omkring. Vanessa lagde sig op på den højeste altan på kroen og lod solen stråle ned over hendes yndefulde krop. Petruia og Noah snakkede med dem der var på vagt og trænede dem i sværdkamp, så de bare kunne parere lidt, når de blev angrebet igen. Vagterne fortalte dem at de også var bønder, men havde været nødt til at kamptræne og til at starte med satte de en pallisade op omkring byen. De var nødt til at tage alt fra markerne med tilbage til byen hver aften. Smeden havde været nødsaget til at lave hakker og andre landbrugsreskaber om til sværd, så de bare havde lidt at forsvare byen med. Alle mænd og kvinder i byen var nu blevet beordret til at være med i vagtpatruljer både dag og nat. Gruppen var nu kommet til byen Hierlebæk.

Eddy bad en af landsbyboerne om at følge ham ud til skoven, hvor de sidst havde set orkerne komme fra. De tog en hest hver. Da de kom ud til skoven, stod Eddy af sin hest. Han kiggede efter spor af orkerne. Derefter bad han landsbyboen om at tage hans hest med tilbage til landsbyen, han ville komme tilbage senere.

Landsbyboen så Eddy træde forsigtigt ind i underskoven og et par sekunder efter forsvinde, som dug for solen. Han kunne ikke engang hører Eddy der nu fulgte sporene af orker gennem den mørke skov. Eddy tog hans bue og pil frem og lagde pilen på strengen. Han sneg sig gennem skoven, uden en lyd. Selv lyttede han efter dyrelyde, vinden der susede i trækronerne og selvfølgelig fulgte han også sporene af de orker der havde travet igennem skoven, som om de ejede den. Eddy sneg sig afsted i et par timer. Omkring middagstid kunne han svagt høre en tromme i det fjerne. Han gjorde sig selv meget stille i den mørke skov. Efter cirka en halv time kunne han gennem skovens træer se en større teltlejr. Han smøg sig ind langs træerne og tættere på teltlejren. To orker stod og snakkede under et træ. Der var et bål i nærheden og han kunne se fire orker sidde ude foran teltet. De sad og spiste. En halv kalv var spændt ud over bålet. Eddy sneg sig ind i skoven og et par hundrede meter til siden og sneg sig derefter ind mod lejren igen. En ork sad og snorkede op af et træ i nærheden af ham. Stille satte han pilen i sit quiver og buen om på ryggen. Han trak lydløst en stor kniv op af bæltet og sneg sig, som en skygge, over til træet. Han tog hans frie hånd og lagde den over orkens mund og næse, mens han med den store kniv skar halsen over på orken. Den vågnede et kort øjeblik, prøvede på at skrige, inden den sank død sammen i skovbunden. Eddy tørrede den blodrøde kniv af i orkens tøj og trak orken længere ind i skoven. Han dækkede orken med blade og kviste så den ikke kunne ses fra lejren. Derefter sneg han sig så tæt han turde ind mod orkernes lejr. Han sneg sig mellem teltene uden at der var en eneste der opdagede ham. Det Eddy vidste om orker, var at de som regel var mest aktive om natten, og ikke havde det supergodt med at være aktive om dagen. I midten af Lejren var der et større telt end de andre havde slået op. Indgangen til teltet kunne tydeligt ses. Der hang menneske kranier på hver side af indgangen. En dunst af tørret dyrekød, rosmarin og peber spredte sig fra teltets åbning. Han sneg sig om på bagsiden af teltet og ind i skyggen. Med hans kniv skar han et mindre hul i teltdugen og kiggede ind. Inde i teltet lå en ældre ork med tatoveringer på arme, ben og i hovedet. En stor krumsabel lå ved siden af ham. Der ud over gik en krumbøjet ork med en stav med kranier og røgelse omkring bålet der var i midten af teltet rundt og nynnede en melodi på ork-sproget. Eddy sneg sig videre gennem teltlejren og kunne konstatere at denne telt lejr var bygget op af kriger orker og en enkel, måske to shamaner. Han sneg sig tilbage til skoven. Det så ikke ud til at nogen så ham. Han gik 50-100 meter ind i skoven. Trak buen lagde en pil på strengen. Spændte den og tog nøje sigte på de to orker der stod og snakkede. Han fyrede pilen af og trak en ny pil med det samme, sigtede ikke meget og fyrede så en af igen. Hans første pil sad direkte i halsen på den ene ork, som sank sammen mens den anden ork kom med et forbavset udbrud. Den anden pil ramte ham hårdt i skulderen. Eddy løb et par hundrede meter ind i skoven. Drejede af og sneg sig så tilbage mod teltlejren. Der kom meget hurtigt liv i mere end halvdelen af lejren. Den krumbøjede ork med staven kom ud til de to orker. Sparkede til den der havde en pil i halsen og konstaterede køligt at orken skulle have siddet vagt og ikke sidde og snakke om damerne derhjemme. Han hev resolut pilen ud af den anden ork og sagde på ork-sproget at det var en elver-pil. Så den kunne jo ikke komme fra landsbyen, hvor der kun boede bønder.

”Vi drager ud i aften og smadre byen. Kvinder og børn tager vi med os, de kan sælges når vi kommer til Orca”: sagde den krumbøjede ork på deres eget sprog. Han hev fat i en anden ork og gav ham ordre til at være mere på vagt. Eddy sneg sig længere ind i skoven og sørgede for ikke at efterlade spor, mens han gik tilbage til byen.

Sent på eftermiddagen kom Eddy tilbage til Hierlebæk. Han samlede gruppen og borgmesteren af byen inde på borgmesterkontoret og fortalte hvad han havde set. Han regnede med at de ville komme i løbet af natte timerne. Han havde fået gjort kål på to orker og en anden var meget såret. Der ud over regnede han med at der var omkring 50 krigere ført an af en stor kriger med en del mere erfaring end dem han havde set rund omkring i lejren. Orkerne havde også en shaman. Eddy fortalte at en shaman var som en præst, dog at shamaner som regel fik deres trolddomsformularer fra naturen omkring dem og ikke fra en egentlig gud.

Der blev sat store bål op med ca. 30 meters afstand fra hver omkring byen. Så snart nogle kunne se at der var bevægelse i skumringen eller om natten, skulle de enten med bue og pil eller fakler tænde ild til bålene. Dette ville gøre at landsbyens borgere kunne se orkerne når de kom. Der ud over foreslog Eddy at de samlede alle børn, ældre og kvinder der ikke kunne slås i borgmesterens hus og barrikadere døren ud til gaden. Eddy ville tage sig et hvil og forslog også at resten af gruppen gjorde det samme, så de ville være klar om natten...